Drømmeklassen

heidispring.dk adfærd - læring - trivsel - inkluderende fællesskaber

Drømmeklassen

 

”På vej til Drømmeklassen” er et konkret arrangement for elever, forældre, lærere, pædagoger og evt. leder, der samles for i fællesskab at få udviklet billeder af Drømmeklassen samt indsatser, der hjælper det positive læringsfællesskab på vej. Arrangementet vil ofte finde sted i klasser, der er kendetegnet ved et negativt læringsmiljø og -fællesskab, hvor uro, ringe læringsudbytte, utryghed og mobning er en del af dagligdagen. Det kræver forandringer!

 

Arrangementet kan også afholdes for at forebygge, at der sker en uheldig udvikling, fx i forbindelse med klassesammenlægninger, overgangen til udskolingen mv.

 

 

"På vej til Drømmeklassen! Hvis du/I mangler en løsning på den svære opgave at få skabt god trivsel i en eller flere klasser, så gå vejen med Heidi. Det virker! Endelig har vi et tiltag udformet af en praksisorienteret ekspert med fokus på alle de aspekter, der fylder i en hektisk hverdag, som er på enhver skole. Heidi Spring tager med sin bog om Drømmeklassen og dertilhørende kursus fat i roden på opståede problematikker, som kan være svære at tage fat i og få øje på i hverdagen. Hun driver vores forforståelse ud hvor, hvor det er nødvendigt at tage fat – og dette gør hun med respekt for både børn, forældre, ledelse, medarbejdere etc."

Thomas Langkjær, viceskoleleder Tranegårdskolen i Gentofte/Hellerup

 

 

Jeg procesleder aftenen og laver i den forbindelse oplægget ”På vej til Drømmeklassen” om mobning, fællesskaber og samarbejde om trivsel, der danner rammen for det efterfølgende arbejde i grupper. I oplægget skitserer jeg en traditionel tænkning og praksistilgang over for en tænkning og praksistilgang, der tager afsæt i nyeste forskning.

Mobningen betragtes som et usundt udtryk for en drøm om tilhør og fællesskab. Influerende og opretholdende faktorer i relation til et henholdsvis dårligt og godt læringsmiljø belyses og udfoldes.

Oplægget vil præsentere en måde at arbejde med at vende et dårligt læringsmiljø, ud fra en løsningsfokuseret tilgang og narrativ inspireret tilgang, og som inddrager såvel fagvoksne- lærere og pædagoger - som elever og forældre.

 

Der skal afsættes cirka 2 ½ time-3 timer til selve arrangementet samt cirka 1 ½ time til et forudgående møde med teamet omkring klassen. Formødet omhandler:

 

  • At gennemgå oplægget for teamet, så de er forberedte på, hvad der præsenteres på procesaftenen-og generelt, hvad den nyeste mobbetænkning koder for af nødvendige pædagogiske tilgange

 

  • At rammesætte at teamet forpligter sig på den nødvendige konsistente musketérånd omkring de forandringsskabende indsatser, som aftenen afføder

 

  • At sparre med teamet omkring de hidtidige indsatser, og hvorledes indsatserne bidrager til at forebygge eller vedligeholde udvikling af negative læringsmiljøer

 

  • Praktisk planlægning af procesaftenen (invitation, gruppedannelse, materialer mv.)

 

 

Arrangementet ”På vej til Drømmeklassen” kan suppleres med opfølgende rådgivning og vejledning efter procesaftenen, ligesom det kan udbygges med observationer i læringsmiljøet (læs mere om observationer).

 

Drømmeklassen tager afsæt i bogen ”På vej til Drømmeklassen – en konkret proces til forbedring af klassens læringsfællesskab”, Heidi Honig Spring.